LIDT FORHISTORIE

Mine nye ejere mødte mig første gang da jeg var 3 uger gammel. Jeg var meget lille, men nysgerrig som bar pokker. Der var ikke noget som skulle få forbi min næse.
Så når der kom mennesker på besøg så skulle jeg selvfølgelig hilse på dem.

(det var faktisk denne dag at mine mennesker, Peter og Helle, besluttede sig for at vælge mig som deres hund. Sammen dag skrev de til min fostermor at mit navn skulle være Scooby)

Så det var jo klart at mine mennesker skulle komme igen. Allerede 1 uge efter stod de og legede med os alle igen. Vi elskede når der kom gæster og når de ville snakke med os kære små, som de hele tiden kaldte os.
Det var også i denne alder, 4 uger, at jeg synes at haven skulle udforskes. Mor, Perle, var selvfølgelig lidt splittet, men jeg var ligeglad. Jeg gik med min fosterfar ned i haven og kom da han fløjtede og kaldte på mig ved mit navn.

Vi var alle nogle rødder og havde det bedst når vi var ude. Var vi indenfor og lyset var tændt væltede vi alting, bed i alting, gjorde vores gøremål over det hele. Så vi var altid udenfor om dagen. Om aftenen og om natten kom vi ned i en stor kasse.

Der var dog en nat hvor vi væltede kassen og raserede hele stuen. Men så kan de da bare lære at give os en kasse der er solid nok.

Der skulle gå lidt tid før mine mennesker kom igen. Næste gang blev da jeg var 6 uger gammel. Nu var jeg begyndt at blive stor og rigtig legeglad. Ej det har jeg nu været hele tiden, men nu var jeg det bare endnu mere. Vi var også begyndt at få tænder, så alt skulle smages på og bides i. Så der er nok forsvundet nogle sko og lidt tæpper måske mere, hvem ved? Men hey sådan er vi altså!
Så nu begynder der altså at blive bidt af alt hvad der er i nærheden af os.
Mine mennesker blev "overfaldet" af alle os 7 søskende. Ja der var sågar en af mine søskende som ville være den første som hilste så hun var sprunget over det hegn der var blevet lavet (det var altså ca 60 cm højt) så hun stod ude ved trappen sammen med mor.
Vi legede en hel masse og lå på den dyne som de havde med, for der var dejlig blødt. Vi siger ikke til nogen at de snore der var i var rigtig rigtig gode at bide i og fjerne...

Da jeg var 8 uger gammel skulle vi til dyrlægen. Dyrlægedamen havde sagt at vi alle 7 skulle ind på én gang. Year right... 7 hvalpe i snor og nye ting... det var spændende. Da vi kom ind af døren til klinikken var det første vi så 5 katte. Ha ha det var spændende for vi er jo vant til katte og de er sjove at lege med. Så vi spænede over og ville hilse... tror ikke kattene ville, de krøb i hvertfald sammen og rejste ryggen og var meget farlige.
Nå men jeg var i hvert fald ikke bange for dyrlægedamen... hun kunne da bare komme an... hun synes også jeg var venlig og rolig (HA så kender hun mig ikke)
Billedet er for lige at vise os alle sammen.

Nu havde vi også alderen hvor mor ikke gad os mere og mine søskende blev efterhånden hentet af deres mennesker. Jeg var alene tilbage sammen med Vega (fosterfamilien ville beholde en af os) og 2 af mine andre søskende som ikke havde fundet ny familie.

1 uge senere kom mine mennesker og legede med mig. De fik en stor pose med foder til mig, som de var dumme nok til at ligge på gulvet så jeg kunne spise. Det opdagede min søster som desværre fik sagt det til fostermor... så posen blev lagt væk. Opdagede først senere hvorhen.
Det viste sig at vi faktisk var 2 som blev hentet denne dag. Min ene søster blev nemlig også hentet.
Vi fjollede rundt inde i stuen og nød hinandens selskab... og viste hvilke rødder vi kan være i selskab med andre hunde.
Jeg vejede på dette tidspunkt kun ca 8,5 kg. Mig og min søster som vejede ca 1 kg mere var de eneste som kunne hoppe op i sofaen, og det faktisk rimelig hurtigt. Haha hvor havde vi meget sjov ud af det.
Vi fik tyggeben så menneskene kunne få en kop kaffe og en sodavand. Men tro ikke at det var nok til at holde os i ro.
Som tak for opholdet skulle vi da lige begge ligge et visitkort. Haha bare lige for at demonstrere at vi altså godt kan gøre tingene indenfor. De skal jo ikke tro at de får en nem hund/hvalp.

Nå tiden var blevet til at min søster skulle afsted. Vi tog pænt afsked med hende for enden af trappen. Uhh den så godt nok farlig ud så jeg skulle ikke nøde noget af at gå ned af den. Nej så hellere blive oppe hvor der er sikkert.

Jeg fik snor på som jeg selvfølgelig fjollede med sammen med blomsterne som smagte helt vild godt. Blomster er noget af det bedste ved naturen.
Da jeg havde fjollet nok, ifølge menneskene, blev jeg taget op og nu var det min tur til at komme ned at trappen. Nøj hvor var der spændende nede på græsset, så der skulle lige indsnuses en masse indtryk.

Dette var fortællingen om min første tid som hvalp.

red: Helle og Peter mine ejere